En tidlig forebyggende indsats betaler sig og giver livslang effekt. Et nyt inspirationsmateriale skal understøtte kommunernes arbejde med tidlig indsats og forebyggelse og en kvalificeret brug af servicelovens § 11, stk. 3.
I 2014 blev servicelovens § 11 ændret til en egentlig forebyggelsesparagraf, så den i dag tydeliggør kommunernes forpligtelse til en tidlig og forebyggende indsats for børn og unge.
Servicelovens § 11, stk. 3 giver kommunerne mulighed for at sætte ind tidligt, inden problemerne i barnets, den unges eller familiens liv vokser sig store, og der bliver behov for mere omfattende foranstaltninger. Den tidlige forebyggelse kan fx være i form af familierettede indsatser eller deltagelse i netværks- og samtalegrupper.
Fra paragraf til praksis
Formålet med inspirationsmaterialet er at give kommunernes sagsbehandlere støtte og inspiration til at anvende § 11, stk. 3 i det forebyggende arbejde.
- Materialet giver en praksisnær beskrivelse af, hvordan man kan bruge § 11, stk. 3. Foruden en række eksempler og konkrete cases kan man i materialet kunne finde svar på spørgsmål om:
- Målgruppen
- Snitfladerne mellem § 11, stk. 3 og § 50
- Vurdering af, om et problem kan afhjælpes med en indsats efter § 11, stk. 3
- Indsatser via § 11, stk. 3
- Opfølgning
- Hvad siger loven, og hvad er god forvaltningsskik
Inspirationsmaterialet er udarbejdet af Socialstyrelsen i samarbejde med Ankestyrelsen.
Inspirationsmateriale om servicelovens § 11, stk. 3.