Den sociale investeringsdagsorden vinder frem i de danske kommuner. Og med god grund, for erfaringerne viser, at potentialet er stort – både menneskeligt og økonomisk.
For at understøtte videns- og erfaringsdeling om sociale investeringer afholder Social- og Boligstyrelsen i samarbejde med Den Sociale Investeringsfond konference om sociale investeringer den 25. oktober 2023 kl. 9.30-16.
Hvad sker der på dagen?
På konferencen sætter vi spot på, hvilke udfordringer sociale investeringer kan være med til at løse – og hvordan. Vi har særligt fokus på Den Sociale Investeringsmodel, SØM, og hvordan modellen kan bruges til investeringsberegninger.
Ministerbesøg og debat
Social- og Boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil holder den indledende tale, hvor hun vil fortælle om regeringens perspektiver på sociale investeringer og de politiske ambitioner for området.
Nynne Bjerre er moderator og vil guide os sikkert gennem dagen, der vil veksle mellem oplæg i plenum og workhops i mindre grupper.
Om formiddagen vil Nynne facilitere en samtale, hvor vi skal høre kommunerne Ikast-Brande, Ringsted og Aarhus fortælle om, hvordan de hver især har arbejdet med sociale investeringer. De tre kommuner har alle indarbejdet investeringstilgangen på strategisk niveau, men har grebet opgaven forskelligt an.
Om eftermiddagen lægger vi op til debat mellem centrale aktører – bl.a. en reformkommissær og en borgmester – om fremtiden for sociale investeringer i Danmark. Hvordan skaber vi efterspørgsel? Hvor stort er potentialet? Og hvad skal vi sætte fokus på?
Cases, input og beregninger
Både før og efter de store plenumoplæg kan man vælge mellem en række forskellige gruppesessioner. Her bliver der lejlighed til at komme med bag om flere forskellige sociale investeringer og blive klogere på beregning af konkrete investeringscases. Vi ser også på evaluering af effekter og giver idéer til, hvordan man kan håndtere sociale investeringer smart som organisation.
Der vil være perspektiver fra kommuner, fonde, private investorer og indsatsleverandører landet over, og vi kigger også mod udlandet og hører om erfaringer fra Storbritannien og Norden.
Der vil blive rig lejlighed til erfaringsudveksling og videndeling i løbet af dagen.
Se det samlede program for konferencen og tilmeld dig
Det praktiske
Konferencen holdes i et samarbejde mellem Social- og Boligstyrelsen og Den Sociale Investeringsfond.
Dagen er relevant for både ledere og medarbejdere i kommuner, regioner, fonde, forskningsinstitutioner, potentielle investorer og andre med interesse for og/eller erfaringer med sociale investeringer og SØM.
Der er gratis deltagelse for alle, men tilmelding er nødvendig og skal ske senest 2. oktober 2023 kl. 12.
Der er et begrænset antal pladser. Tilmeld dig allerede i dag for at sikre dig en plads!
Nyheden er opdateret 7. september 2023 med enkelte småjusteringer. Red.