4 nye produktvejledninger om hjælpemidler

17-01-2019

Socialstyrelsens produktvejledninger om hjælpemidler er blevet udvidet med 4 nye publikationer. Emnerne er tøj og sko; plejesenge til børn; vedligeholdelse af kørestole samt støttende bandager til fingre og håndled.

Produktvejledningerne giver en introduktion til forskellige hjælpemidlers anvendelse, og de beskriver forhold, man skal være opmærksom på, når et produkt skal vælges og bruges.

Socialstyrelsens 4 nye produktvejledninger handler om:

Plejesenge til børn

Har et barn fx behov for pleje i sengen, har svært ved at komme ind og ud af sengen eller er meget sengeliggende på grund af en funktionsnedsættelse, kan en plejeseng være relevant. Den kan også være til hjælp, hvis man som forælder har en funktionsnedsættelse og fx anvender en kørestol – og samtidig skal tage sig af et barn.

Plejesenge til børn – produktvejledning

Vedligeholdelse af kørestol

Produktvejledningen gennemgår, hvad det indebærer at vedligeholde sin kørestol. Den gør opmærksom på en række grundlæggende forhold, som har betydning for, at man som bruger af en individuelt tilpasset, manuel kørestol kan opretholde sin mobilitet.

Vedligehold kørestol og mobilitet – produktvejledning

Håndleds-, tommel- og fingerortoser

Har man fx svage, smertefulde eller hypermobile håndled eller fingre, kan man have gavn af en støttende bandage (ortose). Få et overblik over forskellige typer af ortoser, og få hjælp til at skelne mellem de forskellige produkters funktioner og virkninger.

Håndleds-, tommel- og fingerortoser – produktvejledning

Tøj og sko med særlig udformning

Produktvejledningen om tøj og sko sætter fokus på beklædning med særlig udformning eller særlige lukkemekanismer. Det kan være relevant, hvis man har en nedsat funktionsevne, som stiller særlige krav til pasformen, eller hvis man har svært ved at tage tøj eller sko af og på.

Tøj og sko – produktvejledning

Vejledningerne er målrettet borgere, som overvejer at anskaffe et hjælpemiddel, eller som skal vedligeholde et hjælpemiddel. De kan desuden være nyttige for fagpersoner i forbindelse med rådgivning om hjælpemidler.

Samlet oversigt over Socialstyrelsens 38 produktvejledninger

Senest opdateret 05-10-2021

Kontakt

Thomas Lyhne
Chefkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her