Vær med i ledernetværk om FIT

30-10-2018

Socialstyrelsens ledernetværk om implementering af FIT – Feedback Information Treatment – optager medlemmer. Meld dig til og få sparring på, hvordan FIT kan tilpasses jeres organisation. Der er møder to gange årligt, næste gang her i november. Det er gratis at være med i netværket.

Er du leder og interesser dig for FIT - Feedback Information Treatment? Så kan det måske være relevant for dig at deltage i Socialstyrelsens ledernetværk om implementering af FIT.

Netværket blev etableret i 2017 og er et tilbud både til organisationer, der allerede har erfaring med at implementere FIT og organisationer, der er i den spæde opstart med metoden. Målgruppen er ledere på myndigheds- og tilbudsniveau på hele det sociale område.

FIT og formålet med netværket

Socialstyrelsen ønsker at understøtte brugen af FIT, der er en veldokumenteret metametode, som bruges i stigende grad i landets kommuner. FIT sikrer borgerne løbende indflydelse på den indsats, han eller hun modtager, samtidig med at den professionelle på en systematisk måde kan dokumentere borgerens oplevelse af effekten af indsatsen. FIT kan bruges uafhængigt af den specifikke problemstilling og indsats og kan anvendes til både børn og voksne.

Formålet med netværket er at understøtte implementeringen af FIT fra et ledelsesmæssigt perspektiv. På møderne får deltagerne mulighed for at dele viden om og få sparring på, hvordan FIT kan tilpasses den enkelte organisation. 

Det overordnede FIT-netværk er geografisk opdelt i tre mindre netværk, der dækker hhv. hovedstadsområdet, øerne i øvrigt og Jylland. Deltagerne mødes to gange om året (juni og november).

Indholdet på netværksmøderne

Formen på netværksmøderne er en blanding af oplæg og struktureret vidensdeling. Der drøftes blandt andet praksiserfaringer med implementering af FIT i forskellige kontekster, og deltagerne får inspiration til og giver hinanden feedback på deres konkrete implementeringsudfordringer. Temaerne kan blandt andet være:

  • Skabelse af en god feedback-kultur, hvor feedbacken bruges til at justere indsatsen og styrke alliancen
  • Vedligeholdelse af motivation og fremdrift på længere sigt
  • FIT i forskellige kontekster – særligt fokus på grupper
  • Erfaringer med FIT i samspil mellem myndighed og udfører samt arbejde med parallelbedømmelser
  • Kom godt i gang med brug af data 
  • FIT som ledelsesværktøj
  • Uddannelse af medarbejdere – herunder supervision.

Praktiske oplysninger

Ønsker du at blive medlem af et af de tre netværk, skal du sende en mail til Susanne Lauritsen på sl@socialstyrelsen.dk. Du bedes ved tilmelding oplyse, hvilket netværk du ønsker optagelse i, din stillingsbetegnelse og dine kontaktoplysninger. Det er gratis at deltage. Er du allerede tilmeldt, skal du intet foretage dig.

Du kan tilmelde dig følgende netværk:


FIT- netværk for ledere på Sjælland, Fyn og Lolland-Falster

  • Tidspunkt: Den 14. november kl. 9.30 til 14.30
  • Sted: Odin Havnepark, Lumbyvej 11, 5100 Odense C
  • Tilmeldingsfrist: 6. november
 

FIT- netværk for ledere i Jylland

  • Tidspunkt: Den 19. november kl. 9.30 til 14.30
  • Sted: Rusmiddelcenter Aarhus, Sumatravej 3, 8000 Aarhus C
  • Tilmeldingsfrist: 12. november
 

FIT – netværk for ledere i Region Hovedstaden

  • Tidspunkt: Den 26. november kl. 9.30 til 14.30
  • Sted: Dronningens Tværgade 30, 2. 1302 København K
  • Tilmeldingsfrist: 15. november
Senest opdateret 30-10-2018

Kontakt

Maria Aksglæde Dellgren
Faglig konsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her