Kursus i dialogredskabet Spillerum

Spillerum er et udviklingsunderstøttende redskab til fagpersoner, der arbejder med børn og unge.

Spillerum består af en række billeder af børn og voksne i hverdagssituationer. Med udgangspunkt i billederne taler fagpersoner med børnene og afdækker på den måde børnenes forståelse af sig selv og de relationer, de er en del af. Ved at tale med børn fremmes deres kropslige, følelsesmæssige, sociale og kognitive udvikling og forståelse. Deres empatiske kompetencer udvikles og de støttes til at genkende, forstå og sætte grænser, samt se og respektere andres grænser. Børns evne til at sætte og respektere grænser er med til at forebygge seksuelle overgreb.

Børn udvikler sig i samspil med voksne

Det er en del af børns personlighedsudvikling at lære at skelne mellem lyst og ulyst, frivillighed og tvang, omsorg og overgreb m.m. Sårbare og udsatte børn har et særligt behov for kompetente voksnes støtte til denne personlighedsudvikling. Spillerum understøtter børns udvikling i et samspil med de voksne, som de er i kontakt med.

Fagpersoners kompetencer

At anvende Spillerum styrker fagpersoners kompetencer i forhold til at indtage et børneperspektiv og i forhold til at opbygge relationer til børn. Fagpersonen har en vigtig rolle når Spillerum anvendes. Det er fagpersonen, der igangsætter og strukturerer samtalen omkring Spillerum på en måde, der tilgodeser det enkelte barns behov, muligheder og vilkår. Det er derfor en forudsætning for at bruge Spillerum, at fagpersonen har deltaget i et kursus omkring anvendelsen af redskabet. Spillerumsmaterialet udleveres kun i forbindelse med kursusdeltagelse. 

Spillerumskurser

Et spillerumskursus varer fire dage, to sammenhængende dage og to enkeltstående opfølgningsdage. Den første opfølgningsdag afholdes ca. en måned efter de to sammenhængende dage. Den sidste opfølgningsdag afholdes ca. en måned efter den første opfølgningsdag. 

Kommuner og anbringelsessteder, som overvejer Spillerumskursus som led i det forebyggende arbejde, kan kontakte projektleder og få nærmere information om mulighederne.

Vil du vide mere? 

Du kan få mere detaljeret viden om Spillerum på Vidensportalen

Spillerum på Vidensportalen.

Læs også rapport om udbyttet af Spillerum og Spillerumskurser, udarbejdet af Katrine Zeuthen, lektor i klinisk psykologi m.fl.

Senest opdateret 14-04-2021

Kontakt

Lis Toft Madsen

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her